Shopify Plus vs. Shopify: Hvornår giver Plus mening?
Hvornår er Shopify Plus en god investering - og hvornår betaler du for noget, du endnu ikke har brug for?
8. september 2026Annemette Rosenkilde Lucas, Marketing Manager
Der sker noget med diskussionen, når en virksomhed vokser
I begyndelsen handler det ofte om muligheder. Kan vi sælge på flere markeder? Kan vi koble ERP på? Kan kunderne få deres egne priser? Kan marketing selv ændre det, der skal ændres?
Senere kommer et andet spørgsmål snigende. Er vi blevet for store til den løsning, vi har?
Og her kan det virke oplagt at lade virksomhedens størrelse afgøre platformens størrelse. Flere markeder, højere omsætning og flere mennesker må vel kalde på den største Shopify-pakke.
Eller… ?
Det behøver den ikke.
Vækst gør ikke bare en virksomhed større. Den gør den ofte også mere kompleks.
Flere markeder giver flere lokale særheder. Flere kundetyper giver flere variationer. Flere medarbejdere giver flere roller, rettigheder og arbejdsgange. Og det, der engang var en forholdsvis simpel webshop, kan med tiden udvikle både sideben, særregler og et par mellemregninger undervejs.
Det er typisk dér, Shopify Plus bliver interessant.
Nogle gange fordi de ekstra muligheder gør driften enklere eller får regnestykket til at hænge bedre sammen. Andre gange fordi et konkret behov simpelthen kræver Shopify Plus.
Det kan for eksempel være bestemte B2B-funktioner, mere avancerede checkout-muligheder eller et setup med flere stores, hvor de øvrige Shopify-abonnementer ikke rækker.
Så spørgsmålet er ikke kun, hvornår Shopify Plus er mere værd.
Det er også, hvornår Shopify Plus er nødvendigt.
Og det er netop de to ting, vi ser på i resten af artiklen.
Flere funktioner er ikke det samme som et bedre valg
Det er oplagt at sætte Shopify og Shopify Plus overfor hinanden i et regneark. Den ene kan X, Y og Z. Det kan den anden også – plus Æ, Ø og Å. Og på papiret bliver forskellene hurtigt synlige.
Problemet er bare, at en funktion først giver mening, når du har brug for den.
Hvis du ikke har brug for flere shops, er muligheden for at oprette flere shops ikke en fordel. Hvis dit checkout allerede gør det, det skal, er flere tilpasningsmuligheder ikke nødvendigvis værdifulde. Og hvis dit B2B-setup er forholdsvis enkelt, er det ikke sikkert, at du får gavn af de mest avancerede B2B-muligheder.
Shopify Plus giver blandt andet flere muligheder for at arbejde med shops og markeder, mere kontrol over checkout, udvidede muligheder til komplekse B2B-setups, mere kapacitet til integrationer og bedre rammer for større organisationer med mange brugere og rettigheder.
Det kan alt sammen være værdifuldt.
Men værdien afhænger af, hvordan din forretning ser ud.
Når vi snakker e-commerce-platforme, tager vi let for givet, at jo mere fleksibilitet, jo bedre. I praksis er fleksibilitet også noget, der skal administreres, besluttes, konfigureres og nogle gange vedligeholdes.
Muligheden for at gøre mere er derfor ikke altid det samme som behovet for at gøre mere.
Det er dér, Plus skal gøre sig fortjent til plusset.

Omsætning fortæller noget – bare ikke det hele
Et af de mest oplagte spørgsmål er, om der findes et bestemt omsætningsniveau, hvor Shopify Plus begynder at give mening.
Det ville være dejligt, ik’?
Men to virksomheder med nogenlunde samme omsætning kan have vidt forskellige behov.
Den ene kan have ét brand, én webshop, et overskueligt sortiment og forholdsvis ens kunder på tværs af markeder.
Den anden kan have B2B og B2C, flere brands, lokale teams, kundespecifikke priser, forskellige selskaber og et systemlandskab, hvor ERP, PIM, CRM og webshoppen alle skal blive enige om virkeligheden.
Toplinjen kan ligne hinanden. Det gør hverdagen ikke nødvendigvis.
Omsætning er et relevant signal, fordi volumen kan ændre økonomien i både betalinger, drift og effektiviseringer. Men den er sjældent et facit i sig selv.
Her kan volumen faktisk tippe regnestykket. Shopify tager forskellige transaktions- og betalingssatser afhængigt af abonnement og betalingssetup, og Shopify Plus ligger på de laveste satser. Ved høj omsætning kan den forskel blive stor nok til, at besparelsen på betalinger er med til at finansiere – eller i nogle tilfælde overstige – merprisen for Shopify Plus.
Hvis vi skulle koge det ned til ét spørgsmål, ville det være: Hvor i forretningen vil Shopify Plus faktisk kunne mærkes?
Måske kan du samle noget, der i dag kræver flere apps eller specialløsninger. Måske kan bestemte processer blive enklere. Måske får dit team mere frihed til at arbejde uden at skulle omkring udvikling hver gang. Måske ændrer volumen økonomien i betalingssetup og drift.
Det kan også være, at gevinsten endnu ikke er stor nok. Og så er det faktisk et ret godt svar.
For den dyreste løsning er ikke automatisk den mest fremtidssikrede. Nogle gange er den bare den dyreste.

Prisforskellen er til at få øje på
Shopify Advanced koster aktuelt fra 299 USD om måneden ved årlig betaling, mens Shopify Plus for virksomheder i Danmark starter ved 2.250 EUR om måneden ved en etårig aftale eller 2.100 EUR om måneden ved en treårig aftale (priser pr. 8/9-2026. Find den aktuelle prisliste her). Priserne gælder standardopsætninger, mens Shopify kan anvende et variabelt platformsgebyr for mere komplekse virksomheder med højere volumen.
Det er med andre ord en mærkbar forskel.
Derfor er det heller ikke nok at konstatere, at Plus har flere funktioner. De ekstra muligheder skal kunne retfærdiggøre merprisen et sted i forretningen.
Og det er netop de steder, vi kigger på nu.
Når checkout er blevet for vigtig til standardløsningen
Checkout er et af de områder, hvor forskellen mellem Advanced og Plus bliver tydelig.
Shopify har allerede en stærk standard-checkout på de almindelige abonnementer. Men nogle virksomheder har brug for mere kontrol.
På Plus får du udvidede muligheder for at tilpasse checkout gennem blandt andet Checkout Branding API, Shopify Extensions og Checkout Blocks. Det kan bruges til mere avancerede betalings- og leveringsflows og til forskellige oplevelser for eksempelvis B2B- og D2C-kunder.
Det bliver interessant, hvis checkout skal tage højde for komplekse forretningsregler, bestemte kundegrupper eller flows, som standardopsætningen ikke understøtter godt nok.
Men hvis dit checkout allerede gør sit arbejde, er flere muligheder for at pille ved det ikke nødvendigvis et gode.
Nogle gange er frihed værdifuld. Andre gange er det bare flere skruer at dreje på.

Når én webshop er blevet til en mindre familie
International vækst er ofte en af grundene til, at Plus kommer på tale.
Men flere markeder betyder ikke automatisk, at du har brug for flere shops. Shopify Markets giver allerede mulighed for at arbejde internationalt med blandt andet markeder, valuta, sprog og lokale oplevelser på de almindelige Shopify-abonnementer.
Plus bliver typisk interessant, når virksomheden reelt har brug for separate stores.
Shopify Plus inkluderer én hovedbutik og op til ni såkaldte expansion stores uden yderligere platformsabonnement. De kan eksempelvis bruges til international ekspansion, separate B2B-shops eller andre dele af samme forretning, mens brugere og fakturering kan administreres centralt.
Det kan være relevant, hvis forskellene mellem markeder eller forretningsområder er så store, at én samlet storefront begynder at slå knuder på sig selv.
Kan én webshop fint håndtere markederne gennem Shopify Markets, gør ni ekstra butikker til gengæld ingen forskel. De står bare tomme og ser meget enterprise-agtige ud.

B2B betyder ikke længere automatisk Shopify Plus
Her er det værd at være ekstra opmærksom, fordi Shopify har flyttet på grænserne.
Shopify B2B er i dag tilgængeligt på Basic, Grow, Advanced og Shopify Plus. En lang række centrale B2B-funktioner – blandt andet virksomheder, betalingsbetingelser, selvbetjeningsordrer, kataloger og Shopify Flow-automatiseringer – findes derfor også uden Plus.
Så hvis argumentet lyder:
"Vi skal have B2B. Derfor skal vi have Plus." … så mangler der et led i regnestykket.
Plus bliver først relevant, når jeres B2B-setup kræver nogle af de muligheder, som ligger ud over standard-abonnementerne.
På Basic, Grow og Advanced kan du eksempelvis tildele op til tre aktive kataloger på tværs af B2B-markeder. Plus giver et ubegrænset antal B2B-kataloger og mulighed for at tildele kataloger direkte til bestemte virksomheder og lokationer. Plus giver desuden adgang til blandt andet depositum, delbetalinger og betalingsanmodninger pr. fulfillment.
For en B2B-forretning med relativt ensartede priser og kundetyper kan Advanced derfor være rigeligt.
Har I derimod mange kundespecifikke sortimenter, prisstrukturer og betalingsflows, begynder Plus at løse et andet problem.
Det er kompleksiteten – ikke B2B – der bør afgøre det.
Når organisationen også er vokset
Platformen skal passe til webshoppen. Men den skal også passe til alle de mennesker, der arbejder omkring den.
Shopify Advanced giver aktuelt mulighed for op til 15 medarbejderkonti. Shopify Plus har ubegrænset antal medarbejderkonti og giver samtidig adgang til blandt andet brugergrupper og mere central administration på tværs af en organisation.
Det lyder måske som en administrativ detalje. Det kan det også være.
Indtil e-commerce pludselig involverer lokale teams, marketing, kundeservice, økonomi, bureauer og medarbejdere på flere markeder, og nogen skal holde styr på, hvem der må hvad og hvor.
Her kan Plus gøre hverdagen lettere, fordi platformen i højere grad er bygget til organisationen omkring den.
Og det er en vigtig pointe: Virksomheder vokser sjældent kun i omsætning. De vokser også i mennesker og processer.
Når integrationerne skal have mere albuerum
For større virksomheder lever e-commerce sjældent alene.
ERP, PIM, CRM, lager, logistik, kundedata og andre systemer skal udveksle data med Shopify, og jo mere forretningskritisk den trafik bliver, desto mere relevant bliver platformens tekniske kapacitet.
Shopify Plus giver adgang til yderligere API-ressourcer og mulighed for at anmode om højere API-grænser. Plus har også en række muligheder målrettet mere avancerede og specialbyggede setups.
Det betyder ikke, at komplekse integrationer kræver Plus. Meget kan bygges på Advanced.
Men hvis de tekniske grænser begynder at diktere tempoet i forretningen, er det værd at undersøge, hvad Plus ændrer.
En API-grænse er trods alt kun en teknisk detalje, lige indtil den står mellem jer og en ordre.

Når volumen gør procentdelene interessante
Ved høj omsætning kan selve betalingsøkonomien også få betydning.
Shopifys priser og betalingssatser varierer mellem abonnementerne, og ved tilstrækkelig stor transaktionsvolumen kan selv små forskelle få mærkbar økonomisk betydning. Shopifys danske prisside viser eksempelvis forskellige kortsatser på Advanced og Plus. De præcise omkostninger afhænger blandt andet af betalingssetup, marked, korttype og virksomhedens aftale.
Derfor bør en Plus-businesscase heller ikke kun sammenligne pris på Advanced vs. pris på Plus.
Den bør se på den samlede økonomi.
Hvad betaler I til platform, apps og tredjepartsløsninger i dag? Kan Plus erstatte noget af det? Ændrer betalingsomkostningerne sig? Kan organisationen spare administration? Kan I undgå specialudvikling eller workarounds? Og får I muligheder, der kan flytte konvertering, salg eller time-to-market?
Det er først dér, licensprisen bliver til en businesscase.

Hvornår ville vi blive på Shopify Advanced - og hvorfor ville vi regne på Shopify Plus?
Hvis Shopify Advanced dækker de behov, I faktisk har, ville vi blive.
Også selvom virksomheden er stor. Også selvom omsætningen vokser.
Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis I driver én primær shop, kan håndtere jeres internationale setup gennem Markets, har relativt enkle B2B-behov, ikke behøver avancerede checkout-tilpasninger, og integrationerne fungerer inden for de almindelige rammer.
Så kan det være svært at få Plus-regnestykket til at hænge sammen.
Vi ville begynde at regne seriøst på Plus, når flere af de konkrete muligheder rammer behov, I allerede har – eller med stor sandsynlighed får meget snart.
Når I har brug for flere selvstændige stores. Når B2B-setuppet kræver mange kataloger og kundespecifikke priser. Når checkout skal håndtere mere avancerede flows. Når bruger- og rettighedsstyring fylder. Eller når integrationer, volumen og betalingsøkonomi gør forskellen målbar.
Ofte er det summen, der tipper beslutningen.
Man kan godt købe sig til mere plads, før man mangler den. Det gør den bare ikke mere nyttig.
Fremtidssikring behøver ikke betyde, at man betaler for hele fremtiden på forhånd.
Shopify Plus eller Shopify Advanved? Start med forretningen
Shopify Plus kan være en rigtig god investering. For den rigtige virksomhed.
Men en dyrere licens er stadig en dyrere licens, hvis de ekstra muligheder står urørte.
Derfor bør valget begynde med jeres forretning: markederne, B2B-setuppet, checkout, integrationerne, organisationen, transaktionsvolumen og det, I gerne vil kunne i de kommende år.
Derefter kan vi se på platformen.
Hos MCB arbejder vi med Shopify-løsninger for virksomheder med vidt forskellige behov og kompleksitet. Derfor starter vi heller ikke med at anbefale den største pakke.
Vi starter med at finde ud af, hvad der skal være i den.
FAQ
Shopify Plus er udviklet til virksomheder med større kompleksitet og giver blandt andet flere muligheder inden for checkout, B2B, flere stores, brugeradministration og teknisk kapacitet. Advanced kan dog være rigeligt - også for større virksomheder. Det afgørende er, om Plus-funktionerne løser konkrete behov i din forretning.
Vi elsker at dele vores viden




.jpg?width=300&name=IMG_2055%20(2).jpg)




