Skip to content

    Hvor langt kommer du med PIM i Shopify?

    Har du brug for et PIM, eller kan Shopify klare opgaven? Vi ser på mulighederne, begrænsningerne, og på hvor grænsen går.

    Anne Mette1. september 2026
    Annemette Rosenkilde Lucas, Marketing Manager

    Shopify kan mere med produktdata, end mange tror

    Når produktkataloget vokser, følger arbejdet med produktdata som regel med. Flere produkter, varianter, billeder, specifikationer, oversættelser og markeder stiller større krav til både data og de mennesker, der arbejder med dem.

    Her kommer PIM ofte på banen.

    Og når kompleksiteten kræver det, kan et PIM være den helt rigtige løsning. Men det er ikke nødvendigvis der, rejsen behøver at starte. Shopify har gennem de senere år fået flere muligheder for at strukturere og arbejde med produktdata, og for mange virksomheder kan platformen håndtere mere af arbejdet, end du måske forventer.

    Med metafields kan du eksempelvis tilføje ekstra produktinformation, mens metaobjects gør det muligt at opbygge mere strukturerede data, som kan genbruges på tværs af produkter. Dertil kommer funktioner til blandt andet automatisering, oversættelser og håndtering af varianter.

    Det gør ikke Shopify til et PIM. Men det flytter grænsen for, hvornår du faktisk har brug for et.

    Start med det, der gør ondt

    Det kan være fristende at kigge efter et PIM, så snart dine produktdata begynder at blive besværlige. Men det er værd at blive lidt længere ved problemet.

    Hvor bruger du tiden i dag? Måske bliver produktinformation rettet manuelt flere steder. Måske er oversættelser svære at holde styr på. Måske bruger marketing meget tid på at flytte billeder og data rundt. Eller måske er det blevet svært at sikre, at de rigtige produktdata ender i de rigtige kanaler.

    Når problemet er konkret, er det også lettere at vurdere løsningen.

    Så kan du tage problemerne ét ad gangen og skabe forbedringer undervejs. Du behøver ikke nødvendigvis vente på et større PIM-projekt, hvis den vigtigste udfordring kan løses allerede nu.

    Hvis behovet primært handler om at strukturere og berige produktdata til din webshop, kan Shopify måske bringe dig langt. Skal de samme data derimod styres på tværs af mange systemer, markeder og kanaler, begynder regnestykket at se anderledes ud.

    Start med det, der gør ondt

    Med de rigtige apps kommer du længere

    Shopifys økosystem gør det muligt at bygge videre på platformens egne funktioner, når behovet vokser.

    Det kan være værktøjer til at redigere store mængder produktdata på én gang, arbejde mere systematisk med datakvalitet, håndtere digitale assets eller distribuere produktinformation til eksempelvis Google, Meta og markedspladser.

    På den måde kan du løse konkrete udfordringer løbende uden nødvendigvis at introducere et helt nyt system.

    Det kan især give mening, hvis webshoppen er den primære kanal for produktdata. Her kan et relativt enkelt setup være en fordel – både for dem, der arbejder med data til daglig, og for den samlede drift.

    Men der kommer et punkt, hvor flere apps ikke nødvendigvis er svaret.

    Med de rigtige apps kommer du længere

    Her begynder Shopify at komme til kort

    Jo mere komplekse dine produktdata bliver, desto tydeligere bliver forskellen på Shopify og et egentligt PIM.

    Et godt eksempel er nedarvning af data.

    Forestil dig, at du sælger en sko i fem farver og i ti størrelser. En stor del af produktinformationen er den samme på tværs af varianterne. I et avanceret PIM kan information arves gennem produktstrukturen, så du vedligeholder den ét sted og kun håndterer undtagelserne dér, hvor de opstår.

    Den type avancerede relationer og nedarvning er ikke Shopifys stærkeste side.

    Det samme gælder workflows og governance. Hvis produktdata skal gennem flere hænder, godkendes af bestemte roller eller følge faste processer, kan behovet hurtigt vokse ud over det, Shopify er bygget til.

    Og så er der spørgsmålet om, hvor produktdata skal bo.

    Hvis Shopify primært leverer data til webshoppen og nogle få salgskanaler, kan det være et naturligt sted at arbejde med dem. Men skal de samme produktdata bruges på tværs af webshops, apps, forhandlerportaler, kataloger, markedspladser og andre systemer, bliver behovet for en central produktdatakilde større.

    Det er typisk her, et PIM for alvor begynder at give mening.

    Et PIM er også et organisationsprojekt

    Et PIM kan løse meget. Men det kræver også noget af organisationen.

    Data skal struktureres. Datamodeller skal defineres. Roller og ansvar skal på plads. Eksisterende produktdata skal måske ryddes op, og organisationen skal lære nye arbejdsgange.

    Et PIM-projekt handler derfor ikke kun om at implementere et nyt system. Det ændrer også den måde, virksomheden arbejder med produktdata på.

    Det ændrer også den måde, virksomheden arbejder med produktdata på.

    Det kan være den helt rigtige investering, hvis kompleksiteten kræver det. Men hvis udfordringen kan løses enklere i Shopify, kan det give mening at starte dér og lade setup'et udvikle sig sammen med behovet.

    Et PIM er også et organisationsprojekt

    Shopify og PIM behøver ikke være et enten-eller

    At starte med produktdata i Shopify betyder ikke, at du har valgt PIM fra for altid. Hvis data bliver struktureret ordentligt fra begyndelsen, kan Shopify være et godt udgangspunkt. Senere kan et PIM overtage rollen som den centrale kilde til produktinformation, mens Shopify fortsætter som commerce-platform og salgskanal.

    Her bliver integrationerne vigtige. Data skal kunne bevæge sig mellem ERP, PIM, Shopify og de øvrige systemer uden at skabe en ny bunke manuelle processer.

    I mere komplekse setups kan en integrationsplatform også være relevant til at binde systemerne sammen. Det kan gøre det tydeligere, hvilket system der har ansvar for hvad, og mindske afhængigheden af enkeltstående integrationer og specialløsninger.

    Shopify og PIM behøver ikke være et enten-eller

    Hvornår giver et PIM så mening?

    Der findes ikke et bestemt antal produkter, varianter eller markeder, hvor du pludselig skal have et PIM. Det handler mere om kompleksiteten.

    Et PIM bliver typisk interessant, når flere teams arbejder med de samme produktdata, når information skal ud i mange forskellige kanaler, når produktstrukturen bliver avanceret, eller når der er behov for klare workflows, godkendelser og dataejerskab.

    Et andet tegn er helt lavpraktisk: Hvor meget manuelt arbejde kræver det at holde dine produktdata opdaterede?

    Hvis din organisation bruger mere og mere tid på at kopiere, kontrollere og rette data mellem systemer, er det værd at se på, om arkitekturen stadig passer til forretningen.

    Men det betyder ikke nødvendigvis, at næste skridt er et PIM. For nogle virksomheder kan det give mere mening at få mere ud af Shopify og løse de konkrete udfordringer med apps og integrationer. Når behovet for struktur, governance og distribution for alvor vokser, begynder et dedikeret PIM til gengæld at give mere mening.

    Det er også værd at spørge, hvad et ekstra system reelt tilfører. Hvis et PIM primært løser opgaver, du allerede kan håndtere i Shopify, risikerer du at tilføje endnu et system uden at få tilsvarende værdi tilbage. Omvendt skal du heller ikke presse Shopify til at løse en opgave, som et egentligt PIM er bedre bygget til.

    Hvornår giver et PIM så mening?

    Byg til det behov, du har - og det, der kommer

    Shopify kan i dag løse en stor del af arbejdet med produktdata. Med apps og integrationer kan du komme endnu længere.

    Men Shopify er stadig ikke et fuldt PIM. Og det behøver det heller ikke at være.

    Det afgørende er at finde ud af, hvor komplekse dine produktdata faktisk er, og hvor kompleksiteten bedst håndteres.

    Det kan betyde Shopify alene eller Shopify sammen med et PIM. Og behovet kan sagtens ændre sig, efterhånden som forretningen og kompleksiteten vokser.

    Det vigtigste er, at dit setup kan følge med forretningen – uden at gøre den mere kompleks end nødvendigt.

    FAQ

    Har jeg brug for et PIM, hvis jeg bruger Shopify?

    Ikke nødvendigvis. Hvis Shopify er din primære salgskanal, og behovet især er at strukturere, berige og vedligeholde produktdata til webshoppen, kan du komme langt med Shopifys egne funktioner, apps og integrationer. Et PIM bliver typisk mere relevant, når produktdata skal håndteres på tværs af mange kanaler, markeder, systemer og teams.

    Kan Shopify bruges som PIM?

    Shopify kan håndtere mange af de opgaver, man forbinder med produktdata, men det er ikke et egentligt PIM-system. Med blandt andet metafields, metaobjects og apps kan du strukturere og berige produktinformation. Har du behov for avancerede produktrelationer, nedarvning, workflows, governance og distribution til mange kanaler, vil et dedikeret PIM typisk være bedre egnet.

    Hvornår giver det mening at investere i et PIM?

    Et PIM bliver især relevant, når kompleksiteten begynder at koste tid. Det kan være, når flere teams arbejder med de samme produktdata, information skal vedligeholdes på mange sprog og markeder, eller data skal distribueres til flere webshops, markedspladser, apps og andre kanaler. Et andet tydeligt tegn er, hvis medarbejderne bruger meget tid på manuelt at kopiere, kontrollere og rette produktdata.

    Hvor mange produkter skal man have, før et PIM giver mening?

    Der findes ikke et bestemt antal. 50.000 simple produkter kan i nogle tilfælde være lettere at håndtere end 5.000 produkter med komplekse relationer, mange varianter, markeder og datakrav. Derfor bør beslutningen om PIM først og fremmest baseres på kompleksiteten i produktdata og arbejdsgange - ikke antallet af produkter alene.

    Kan Shopify og et PIM bruges sammen?

    Ja. Det behøver ikke være et valg mellem Shopify eller PIM. I et setup med begge dele kan PIM fungere som den centrale kilde til produktinformation, mens Shopify fungerer som commerce-platform og salgskanal. Her bliver integrationen mellem blandt andet PIM, Shopify og ERP vigtig, så det er tydeligt, hvor data oprettes og vedligeholdes.

    Hvad er forskellen på PIM og ERP?

    Et ERP-system og et PIM løser forskellige opgaver. ERP vil ofte håndtere centrale forretningsdata som lager, priser og ordrer, mens PIM er bygget til at strukturere, berige og distribuere produktinformation. I et større commerce-setup vil Shopify, ERP og PIM derfor ofte have hver deres rolle og udveksle data gennem integrationer.

    Skal jeg vælge PIM nu eller starte med Shopify?

    Start med det problem, du skal løse. Hvis udfordringerne kan håndteres fornuftigt i Shopify, er der ikke nødvendigvis værdi i at introducere endnu et system. Men hvis produktdata allerede kræver omfattende manuelt arbejde, avanceret governance eller skal distribueres på tværs af mange kanaler, kan det være dyrere at presse Shopify for langt end at vælge et PIM.

    Vis mere

    Skal vi se på, hvor langt du kan komme med Shopify?

    Er du i tvivl om, hvorvidt Shopify kan håndtere dine produktdata, eller om det er tid til et PIM? Vi hjælper dig med at se på behovet og finde et setup, der passer til din forretning.

    Brian Mikkelsen
    TRYK
    Brian Mikkelsen Strategic Advisor, Commerce & PIM
    Brian Mikkelsen Strategic Advisor, Commerce & PIM