Hvordan integrerer du Shopify med din B2B-forretning?
Hvordan får du Shopify, ERP og resten af forretningen til at spille sammen - uden at gøre integrationen mere kompleks end nødvendigt?
17. september 2026Annemette Rosenkilde Lucas, Marketing Manager
Din B2B-shop skal kende den kunde, der logger ind
I B2B starter kunderelationen sjældent i webshoppen. Mange kunder har handlet med virksomheden i årevis og har allerede deres egne priser, rabatter, sortimenter, betalingsbetingelser og leveringsaftaler.
Det skal den digitale købsoplevelse kunne afspejle.
Logger kunden ind i webshoppen og møder andre priser eller vilkår end dem, der gælder hos sælgeren, bliver webshoppen hurtigt et ekstra led frem for en hjælp.
Derfor handler B2B-integration om mere end at sende en ordre fra Shopify til ERP. De data og regler, der allerede findes i forretningens systemer, skal kunne bruges i webshoppen, så kunden møder den samme forretning online som offline.
Og det er her, integrationsopgaven begynder at blive interessant.
Har du brug for en integration - eller en integrationsarkitektur?
Mange projekter starter med spørgsmålet: Hvordan forbinder vi Shopify med ERP?
Det kan eksempelvis være Business Central, hvor produkter, kunder, priser og lager skal overføres til Shopify, mens ordrerne skal den anden vej.
Men behovet kan hurtigt vokse.
Måske ligger produktinformationen i et PIM. Kundedata i CRM. Lageret håndteres i et WMS. Og derudover skal webshoppen spille sammen med fragt, marketing, BI eller andre dele af forretningen.
Så handler opgaven ikke længere kun om at forbinde to systemer. Den handler om, hvordan data skal bevæge sig gennem hele dit setup.
Det betyder ikke, at alle virksomheder har brug for en stor integrationsarkitektur. Men det er værd at vide, om du løser et enkelt behov her og nu - eller om du allerede kan se flere integrationer i horisonten.

3 måder at integrere Shopify med forretningen
Der findes flere måder at bygge integrationen på. Hvilken der giver bedst mening, afhænger blandt andet af dine systemer, dine forretningsregler og hvor meget kompleksitet integrationen skal håndtere.
1. Shopifys Business Central-connector
Bruger du Business Central, og har du et relativt standardiseret flow mellem ERP og webshop, kan Shopifys egen connector være et godt sted at starte.
Den kan håndtere centrale flows omkring blandt andet produkter, varianter, lager, kunder og ordrer og gør det muligt at komme i gang uden at bygge integrationen fra bunden.
Til gengæld skal du kende grænserne.
Kundespecifik prislogik, avancerede lagerflows, komplekse kundestrukturer og særlige ordreprocesser kan kræve mere end standard-connectoren kan håndtere.
Derfor er spørgsmålet ikke kun, om connectoren kan forbinde Shopify og Business Central. Det er, om den kan håndtere den måde, din forretning arbejder på.
Hvis den kan det, er der ikke nødvendigvis nogen grund til at bygge noget større.
2. En ekstern connector
Har du brug for at forbinde Shopify med flere systemer, kan en ekstern connector være næste mulighed.
Her findes løsninger, der kan håndtere integrationer mellem Shopify og eksempelvis ERP, økonomi, lager, fragt, CRM og andre platforme.
Fordelen er, at du kan tage udgangspunkt i eksisterende integrationsflows frem for selv at bygge dem. Samtidig får du typisk funktioner til logning, overvågning og fejlhåndtering.
Men standardisering har også en grænse.
Hvis din virksomhed arbejder med særlige priser, sortimenter, lagerregler eller ordreflows, skal du undersøge, om connectoren faktisk kan rumme dem. Ellers risikerer du blot at flytte kompleksiteten fra Shopify over i et andet system.
3. Din egen integrationsplatform
Når integrationerne bliver mange, kan det give mening at løfte blikket fra de enkelte forbindelser og se på den samlede arkitektur.
En integrationsplatform som f.eks. en iPaaS-løsning fungerer som et lag mellem virksomhedens systemer. Her kan data fra ERP, PIM, CRM, WMS, Shopify og andre platforme samles, transformeres og sendes videre til de systemer, der skal bruge dem.
Det giver mere fleksibilitet og kontrol over dataflowet og gør det lettere at bygge videre, når nye systemer, markeder eller processer kommer til.
Til gengæld kræver det mere.
Der skal være nogen, der ejer integrationerne, holder styr på data og beslutter, hvordan de forskellige flows skal fungere. Og fordi mulighederne er større, er der også større risiko for at bygge mere, end forretningen faktisk har brug for.
En integrationsplatform giver derfor især mening, når integration er blevet en væsentlig del af virksomhedens samlede systemlandskab - og ikke bare en forbindelse mellem Shopify og ERP.
Gør ikke Shopify til dit ERP
Når en standardintegration ikke helt kan løse behovet, kan det være fristende at genskabe forretningslogikken direkte i Shopify.
Det kan eksempelvis være kundespecifikke priser, rabatter, sortimenter eller andre regler, der allerede findes i ERP-systemet.
Det kan virke som en nem genvej. Men hvis den samme forretningsregel pludselig findes to steder, skal den også vedligeholdes to steder. Så opstår risikoen for, at prisen i Shopify ikke matcher prisen i ERP. Eller at en kundeaftale bliver ændret ét sted, men ikke det andet.
Derfor giver det mening at være skarp på, hvilket system der har ansvar for hvad.
Shopify skal skabe en stærk købsoplevelse og gøre det let for kunden at handle. Men det betyder ikke, at platformen også skal overtage de opgaver, som ERP, PIM eller andre forretningssystemer er bedre bygget til.
Hvis du begynder at kopiere central forretningslogik ind i Shopify for at få en simpel integration til at fungere, kan det være et tegn på, at integrationsmodellen er blevet for simpel til behovet.
Hvem har ansvaret, når noget går galt?
Teknologien er kun én del af integrationsopgaven. Ansvar er en anden.
Det bliver især vigtigt, når flere leverandører er involveret.
Måske står et bureau for Shopify, et andet hus for ERP, mens en tredje leverandør driver connectoren. Hver part kan have godt styr på sit eget område, men hvem har ansvaret for det samlede flow?
Det er værd at få afklaret tidligt:
- Hvem har ansvar for den samlede løsning?
- Hvem ejer data og dataflows?
- Hvem fejlsøger på tværs af systemerne?
- Hvem ændrer integrationen, når forretningen ændrer sig?
En connector kan fungere præcis, som den skal, uden at den nødvendigvis er den rigtige løsning for din forretning. Derfor er der forskel på at have ansvar for teknologien og ansvar for, om den samlede integrationsmodel fungerer.
Det gælder også efter lanceringen. Nye markeder, produkter, kundetyper og arbejdsgange kan ændre kravene til integrationen. Derfor skal der være nogen, der både forstår dataflowet og kan tage ansvar for at udvikle det.

Webshoppen kan være starten på noget større
Et Shopify-projekt kan også gøre det tydeligt, hvor data ligger, hvem der ejer dem, og hvor der stadig findes manuelle processer.
For nogle virksomheder bliver e-commerce-projektet derfor anledning til at se bredere på systemlandskabet. Et integrationslag, der i første omgang forbinder Shopify med ERP og PIM, kan senere bruges til andre dele af forretningen.
Det betyder ikke, at et Shopify-projekt skal udvikle sig til en stor it-transformation. Men hvis behovet allerede er der, er det værd at tænke længere end den enkelte integration.

Så hvilken integrationsmodel skal du vælge?
Start med at kortlægge den forretning, integrationen skal understøtte.
Hvor ligger priserne? Hvem ejer produktdata? Hvordan beregnes lager? Hvilke kunderegler skal Shopify kende? Hvilke systemer skal udveksle data i dag - og hvilke kan komme til senere?
Når det billede er på plads, bliver det lettere at vurdere, hvor meget integration du faktisk har brug for.
Er behovet enkelt, er der sjældent grund til at bygge en stor integrationsarkitektur. En standardconnector kan være både hurtigere og mere overskuelig.
Er forretningen mere kompleks, skal du til gengæld passe på med at vælge en løsning, der kun ser simpel ud på overfladen. Det, der så enkelt ud i starten, kan hurtigt ende som manuelle processer, specialtilpasninger eller forretningslogik placeret i de forkerte systemer.
Start så enkelt, som din forretning tillader.
FAQ
Shopify kan integreres med ERP gennem en standardconnector, en ekstern connector eller en mere fleksibel integrationsplatform. Den rigtige løsning afhænger af, hvilke data der skal udveksles, hvor forretningslogikken ligger, og hvor komplekse dine processer er. Start derfor med at kortlægge data og ansvar, før du vælger integrationsmetode.
Skal vi se på, hvordan Shopify kan spille sammen med din forretning?
Vi hjælper dig med at få styr på systemer, data og forretningslogik. Og med at finde en integrationsmodel, der passer til den måde, din B2B-forretning faktisk fungerer på.Vi elsker at dele vores viden



.jpg?width=300&name=IMG_2055%20(2).jpg)





