Fra Dandomain til Shopify: Hvornår giver det mening at skifte?
Du kan sagtens have en god forretning kørende på Dandomain og alligevel kigge mod Shopify. Måske ser din forretning bare anderledes ud i dag, og det stiller netop nye krav til din commerce-platform.
Det kommer jeg med nogle perspektiver på her.
27. september 2026Brian Mikkelsen, Strategic Advisor, Commerce & PIM
Ville du vælge Dandomain i dag, hvis du skulle vælge platform?
Lad os starte med et lidt provokerende spørgsmål: Ville du vælge Dandomain, hvis du skulle vælge platform i dag?
Det er måske ikke så nemt at svare ja eller nej på. Din webshop kører. Produkter, kunder og ordrer ligger der. Betaling og fragt fungerer. Integrationerne er på plads. Og de medarbejdere, der arbejder i løsningen hver dag, ved efterhånden godt, hvor tingene gemmer sig.
Så hvorfor begynde at stille spørgsmål til platformen?
Fordi tingene udvikler sig. Og det, der gjorde Dandomain til det rigtige valg dengang, er ikke nødvendigvis det samme, der gør en platform rigtig for dig i dag.
Måske er international handel blevet vigtigere. Måske skal B2B fylde mere. Marketing og e-commerce kan have fået en større rolle i organisationen. Eller der kan være kommet nye krav til de værktøjer og systemer, webshoppen skal spille sammen med.
Det betyder ikke, at Dandomain var det forkerte valg, men du ville måske stille nogle andre krav i dag.
Hvad ville stå på din kravliste i dag?
Har du haft Dandomain i nogle år, har løsningen sikkert også udviklet sig undervejs. En integration her. En ny betalingsform der. Måske et ekstra marked, nye kundetyper eller flere mennesker, der arbejder med webshoppen.
Men det kan være en sund øvelse at se bort fra det setup, du allerede har.
Hvis du skulle beskrive den commerce-platform, din forretning har brug for de næste 3-5 år, hvad ville så stå øverst på listen?
For nogle vil det være lettere adgang til nye markeder. For andre fylder B2B, selvbetjening eller integrationen til ERP mere. Og for et e-commerce-team kan det være mindst lige så vigtigt, hvor meget de selv kan ændre, teste og sætte i gang i hverdagen.
Så sammenligner du ikke to lange featurelister, men platformene på det, der faktisk betyder noget for din forretning.

Du vælger også det, der ligger rundt om platformen
En webshop står sjældent alene. Den skal spille sammen med e-mailmarketing, søgning, produktanbefalinger, feeds, B2B-funktioner, ERP, PIM, fragt, betaling og meget mere. Og der kommer som regel nye ønsker til undervejs.
Derfor ville jeg også kigge på det økosystem, der følger med platformen.
Dandomain har mere end 150 apps og mulighed for egne integrationer. Shopify har et markant større internationalt økosystem af apps, teknologier og partnere. Shopify oplyser aktuelt, at deres App Store rummer mere end 16.000 apps.
16.000 er selvfølgelig ikke i sig selv et argument for at skifte platform. Du får næppe brug for dem alle.
Det bør derfor med i vurderingen fra start. Hvor nemt er det at finde en gennemprøvet løsning? Hvor mange muligheder har du at vælge mellem? Og hvor meget skal bygges specifikt til dit setup?
Det er en del af platformvalget, som er let at overse, hvis sammenligningen stopper ved de funktioner, du har brug for lige nu.

Skal Danmark stadig være udgangspunktet?
Dandomain har et stærkt fundament på det danske marked. Dansk support, betalingsløsning og et miljø af danske apps og partnere omkring platformen kan være nogle af grundene til, at løsningen passer godt til din forretning.
Men hvad nu, hvis Danmark fremover bare er et af flere markeder?
Der er for eksempel forskel på at kunne sælge til Sverige og på at drive Sverige som marked.
Du kan godt håndtere flere sprog, valutaer, domæner og sites med Dandomain. Hvis ambitionen derimod er, at Sverige, Tyskland eller Holland skal udvikles som selvstændige markeder med egne priser, sortimenter, kampagner og kundeoplevelser, begynder kravlisten at se anderledes ud.
Det er blandt andet den slags setup, Shopify har bygget Markets omkring.
Så hvis international vækst fylder mere i din strategi i dag, ville jeg ikke nøjes med at spørge, om begge platforme kan håndtere flere markeder. Jeg ville se på, hvordan du gerne vil arbejde med dem i praksis.
B2B er heller ikke bare B2B
Det samme gælder, hvis B2B står højt på din nye kravliste.
Skal kunderne have deres egne priser og sortimenter? Skal de kunne genbestille tidligere ordrer? Skal flere medarbejdere kunne købe på vegne af samme virksomhed? Skal B2B og B2C leve side om side? Hvad skal komme fra ERP? Og hvor meget skal kunderne selv kunne klare, før nogen hos jer behøver blande sig?
Både Dandomain og Shopify har mulighed for B2B. Derfor siger et flueben ud for “B2B” ikke ret meget om, hvilken platform der passer bedst.
Det interessante er derfor, hvordan jeres B2B-forretning faktisk fungerer. Og hvis B2B skal fylde mere de kommende år, er det værd at få de arbejdsgange ned på jorden, før du sammenligner platforme.
Hvad skal dit team selv kunne?
Der er et krav, som nemt forsvinder mellem integrationer, markeder og funktioner. Hvem arbejder egentlig i webshoppen? Og hvad skal de medarbejdere kunne gøre uden at sende opgaven videre?
Måske skal marketing kunne bygge landingssider og kampagner. E-commerce skal kunne arbejde med merchandising og sortiment. Et lokalt team skal kunne tilpasse et marked. Eller I vil hurtigere kunne afprøve nye værktøjer og ideer.
Det kan lyde som småting ved siden af ERP-integrationer og international ekspansion. Men når den slags ændringer sker igen og igen gennem året, fylder de pludselig en del.
Derfor bør brugeroplevelsen bag webshoppen også stå på kravlisten. Det er trods alt det, dine medarbejdere skal arbejde videre, når platformprojektet er afsluttet.

Og så er der alt det, du allerede har
Indtil nu har jeg leget med tanken om at du kunne vælge platform helt forfra.
Det kan du selvfølgelig ikke helt.
Du har allerede investeret i Dandomain. Integrationerne findes. Data ligger der. Medarbejderne kender løsningen. Betaling og fragt fungerer. Måske er der bygget funktioner, som passer præcis til jeres forretning.
Og alt det skal med i regnestykket.
Selvom Shopify passer bedre til den kravliste, du ville skrive i dag, er det ikke det samme som, at et skifte kan betale sig.
Et skifte skal altså give dig noget, der er vigtigt nok til at opveje arbejdet ved at flytte. Det kan være i måden, du og dine kolleger arbejder på, mulighederne for international vækst, B2B, adgang til teknologi eller noget helt femte, som er vigtigt for din forretning.
Og jo mere der allerede fungerer godt i Dandomain, desto bedre skal grunden til at flytte selvfølgelig være.

Først derefter giver det mening at skitsere det nye setup
Hvis Shopify stadig ser interessant ud efter den øvelse, kan du begynde at gøre skiftet konkret.
Hvad skal der ske med ERP, PIM, betaling og fragt? Hvilke data skal med? Hvad sker der med de funktioner, I bruger i dag? Hvilke integrationer findes allerede til Shopify, og hvilke kræver arbejde?
Og måske lige så vigtigt, er der noget, I ikke behøver bygge igen?
Et platformsskifte er en oplagt anledning til at kigge på de ting, der gennem årene er kommet til at hænge på webshoppen. Noget er forretningskritisk. Noget kan løses nemmere i dag. Og noget har måske bare fået lov at blive, fordi det allerede var der.
Med det overblik kan du begynde at regne på en businesscase omkring et eventuelt skifte.
Så tilbage til spørgsmålet: Ville du vælge Dandomain igen?
Svaret behøver ikke være ja eller nej med det samme.
Hvis Dandomain stadig passer godt til den måde, du vil drive commerce på de kommende år, er der ikke meget fidus i at skifte platform for skiftets skyld.
Men hvis din kravliste ser markant anderledes ud i dag, har du en god grund til at undersøge alternativerne. Så undersøger du Shopify, fordi dine krav peger den vej – ikke bare fordi mange andre gør.
FAQ
Det kan give mening at skifte fra Dandomain til Shopify, når forretningens behov har ændret sig så meget, at den nuværende platform ikke længere er det bedste match. Det kan eksempelvis være ved større ambitioner inden for international e-commerce, B2B, integrationer eller behov for et større økosystem af apps og teknologier.
Dandomain og Shopify er begge e-commerce-platforme, men de har forskellige udgangspunkter. Dandomain har et stærkt dansk fundament med danske betalingsløsninger, support, apps og partnere, mens Shopify har et større internationalt økosystem og er bygget til handel på tværs af markeder og salgskanaler.
Shopify er ikke automatisk bedre end Dandomain. Den bedste platform afhænger af jeres forretning, ambitionsniveau og eksisterende setup. Dandomain kan være det rigtige valg, hvis platformen understøtter jeres behov effektivt. Shopify kan være relevant at undersøge, hvis eksempelvis international vækst, B2B, et større app-økosystem eller andre krav er blevet vigtigere for forretningen.
Ja, det er muligt at migrere fra Dandomain til Shopify. En migrering indebærer typisk flytning af relevante produkt-, kunde- og ordredata samt etablering af de integrationer og funktioner, der skal indgå i det nye setup.
Før en migrering bør I kortlægge både jeres nuværende setup og de krav, forretningen forventes at have fremover. Det gælder blandt andet ERP, PIM, betaling, fragt, data, markeder, B2B-funktioner og specialudvikling. Det er også vigtigt at undersøge, hvilke behov Shopify kan løse med standardfunktionalitet eller eksisterende apps, og hvilke dele der kræver integrationer eller særskilt udvikling.
Ja. Shopify understøtter international e-commerce og har blandt andet Shopify Markets til håndtering af handel på tværs af markeder.
Ja, Shopify tilbyder B2B-funktionalitet, men platformvalget bør tage udgangspunkt i den konkrete B2B-forretning. Behov kan blandt andet omfatte kundespecifikke priser og sortimenter, genbestilling, flere købere fra samme virksomhed, selvbetjening og integration til ERP.
Der findes ikke én fast pris på at migrere fra Dandomain til Shopify. Omkostningen afhænger blandt andet af mængden af data, design, integrationer, specialfunktioner, B2B-behov og hvor meget af det eksisterende setup der skal etableres på ny.
Overvejer du at skifte fra Dandomain til Shopify?
Jeg kan hjælpe dig med at få kravene til dit commerce-setup på bordet og undersøge, hvordan Dandomain og Shopify matcher dem. Så har du et bedre grundlag for at beslutte, om du skal bygge videre på det, du har - eller planlægge et skifte.
Vi elsker at dele vores viden









